Små firmaer kan også tænke stort

Kondom_1_web_800x533pixCSR Awards er en god anledning til at tænke socialt ansvarligt, mener kommunikationsrådgiver, som giver 1000 gratis kondomer til byens unge

PRESSEMEDDELELSE – 11. sep. 2013: Holstebro er i næste uge vært for CSR Awards, men kommunikationsrådgiver Thomas Maxe får ikke tid til at deltage i konferencen om virksomheders sociale ansvar. Ikke, fordi der er noget galt med CSR Awards, men fordi manden bag MAXEffekt PR & Kommunikation er alene om at drive firmaet. Og så må man prioritere.

I stedet for at købe billet til to dages konference, har Thomas Maxe købt 1000 kondomer og afleveret dem til kampagnen “Kun med kondom”, som afvikles hvert år i samarbejde mellem Holstebro Kommune og foreningen Sex & Samfund.

“Det kunne være sjovt at hilse på Kofi Annan, men ellers må jeg erkende, at programmet for CSR Awards er møntet på lidt større virksomheder end min, så jeg kan dårligt forsvare at bruge to arbejdsdage på konferencen. Derfor har jeg valgt en anden måde at vise, at selv små virksomheder kan udvise social ansvarlighed,” siger Thomas Maxe.

Hans opbakning til den lokale “Kun med kondom”-kampagne er dog ikke opfundet lejligheden. Det lille kommunikationsbureau har for andet år i træk afsat et par arbejdsdage til gratis kommunikationsrådgivning og fotografering af kampagnens aktiviteter i Holstebro – et samarbejde, der opstod lidt tilfældigt for et par år siden, fordi han faldt i snak med en kommunal sundhedsplejerske.

“Holstebro Kommune gør en formidabel indsats for seksualoplysning, men de unge har ikke desto mindre skaffet kommunen en førsteplads på listen over de kommuner, hvor klamydia er mest udbredt. Det siger noget om, at kommunen ikke kan løfte opgaven alene. Det er en udfordring for samfundet i bredeste forstand, og dermed også for mig og mit firma,” siger Thomas Maxe.

Kondom_2_web_800x533pixHan erkender, at kampen mod klamydia ikke nødvendigvis er noget, der skaffer flere kunder i butikken.

“Social ansvarlighed handler om at tænke videre end morgendagens omsætning. Der er masser af mennesker, som sender en ged til Afrika eller samler ind til kræftramte børn, så jeg ville gerne gøre noget andet – noget enkelt og konkret, som også gavner mit eget lokalområde. Jeg kender selv et par stykker, som er HIV-smittet, så kampen for sikker sex har længe været en hjertesag for mig,” siger Thomas Maxe.

Men det er nu ikke ren filantropi. Kommunikationsrådgiveren håber på sigt at spare penge i skat.

“Sikker sex er i højeste grad et spørgsmål om social ansvarlighed. Selv et helt ukompliceret forløb med klamydiasmitte vil betyde mindst to konsultationer hos lægen, en laboratorietest og en receptudskrivning. Ingen kvaler, skattefar betaler! Set fra en samfundsmæssig betragtning er der også et tab af produktion, hvis smitten fører til sygdom eller fravær i forbindelse med lægebesøg, så det ender altså også med at blive din og min hovedpine, når de unge hopper i kassen uden gummi,” forklarer Thomas Maxe.

Han glæder sig til at skulle ud for at fotografere, når kondom-kampagnen fortsætter på de lokale ungdomsuddannelser i næste uge.

“Kommunen har totalt styr på den sundhedsfaglige rådgivning til de unge, så det blander jeg mig selvfølgelig ikke i. Men det er sjovt at være med som fotograf – og så er det da også lidt af et frikvarter for mig mellem mine øvrige arbejdsopgaver,” siger Thomas Maxe.