Nyt job – nye tider

Lidt over halvdelen af de danske iværksættere giver op og lukker firmaet igen inden for de første fem år. Jeg fejrede mit ti års jubilæum 2. februar 2019, men tingene er ikke, som de var engang.

Siden 1. november 2018 har jeg været fastansat som erhvervsjournalist ved Jysk Fynske Medier – ikke som freelancer eller på projektaftaler, men på helt almindelige lønmodtager-vilkår.

Jeg blev aldrig rig (i økonomisk forstand), men MAXEffekt har i alle år kørt med overskud og kunne såmænd også godt være fortsat. Men jeg trængte til, at der skulle ske noget nyt.

Jeg tog mod et godt jobtilbud, fordi jeg gerne ville være med til at løbe det nye regionale erhvervsmagasin, Erhverv+ Vestjylland, i gang. Det gav mulighed for at få en lidt bedre balance mellem arbejdsliv og fritid, en god pensionsordning og sundhedsforsikring, og så gav det ikke mindst en masse nye kolleger, som er noget, jeg har savnet som selvstændig. Og så er det alligevel på mange måder en fortsættelse af mit ti-årige soloridt, for jeg har fået stillet et skrivebord til rådighed i Mediehuset i Holstebro, men min redaktør sidder i Aarhus, og min chef er i Odense, og som eneste journalist på den vestjyske redaktion, er jeg på mange måder fortsat herre i eget hus. Og jeg sidder da også meget ofte hjemme og arbejder fortsat.

Men min nye status som lønmodtager betyder altså, at jeg i efteråret afviklede stort set hele min opgaveportefølje. Det tog uhyggeligt kort tid at styre kunderne i retning af andre steder, hvor de kunne få løst opgaverne, og så var den skid lissom slået… næsten da.

Efter aftale med min arbejdsgiver er jeg fortsat kommunikationsrådgiver for musikfestivalen Klassiske Dage i Holstebro, så længe det ikke griber forstyrrende ind i mit arbejde. Klassisk musik ligger trods alt langt uden for erhvervsstoffet, som er mit normale arbejdsområde, så der er ingen presseetiske konflikter her. Og derfor består MAXEffekt.

Er det så “farvel” eller “på gensyn”…? Tjah. Intet her i livet er jo sikkert, bortset fra døden og kildeskatten, som Shakespeare sagde, og selv om min lille biks kører på vågeblus, så er det da svært at give helt slip, når man først har haft foden under eget skrivebord i ti år. Eller som Jimmy Somerville sang i 1989 i sin coverversion af Françoise Hardys 1968-hit “Comment Te Dire Adieu?” (“Hvordan skal jeg få sagt farvel til dig?”) –  en fransk ballade, som i øvrigt heller ikke var helt original, men en fortolkning af “It hurts to say goodbye”, som Vera Lynn hittede med året før (nå-ja, hun var sådan set heller ikke først, idet sangen første gang blev indspillet af en anden før hende i 1966).

Suk… Jamen, er der da slet ingen originaler tilbage…?